fotomaniac.dk ©
 
the little danish photographer
the little danish photographer

Kære dagbog.

Ja, der er længe imellem updates nu, men tiden går stærkt, og jeg prøver at holde mig beskæftiget. Jeg vil prøve at huske tilbage og fortælle hvad der skete efter Sydney, og jobsamtalen der.

Som jeg afsluttede med sidst, så var det meste bare ventetid på afklaring, og dagen for min returbillet til Danmark nærmede sig med lidt for hastige skridt. Uanset hvad jeg foretog mig, var alt bare ulideligt og det var svært at spotte en løsning. Men jeg fik det meste tid til at gå med at photoshoppe de fleste af alle mine billeder fra New Zealand og fik da også brygget på nogle nye ideer til bloggen her, men mere om det senere. Efter en uge hos Amanda og en halv uge hos Thor & Hazel blev jeg ringet op af Mike, som er en fotograf i Melbourne jeg tidligere har assisteret for. Han ville gerne bruge mig to dage den følgende uge, hvilket i virkelig passede mig godt, idet penge jo hele tiden har været en mangelvare, og desuden havde jeg stadig nogle ting hos Catrin, som jeg gerne ville ha fingrene i. Så efter to uger i Sydney tog jeg tilbage til Melbourne, for at se lidt til Catrin og alle mine andre venner der, og arbejde ikke mindst. Selvom det var to hårde dag med Mike, så er det alligevel dejligt, med en anden måde at arbejde på, og en anden måde at tjene penge på, til forskel fra at være fastansat et sted. Det føles givende og sjældent kedeligt, uanset hvilken type arbejde det er. Desuden var det rigtig dejligt at se Catrin igen, og hænge ud med hende. Det er noget jeg har savnet meget i Auckland med Jarrod, at have en veninde og hænge ud med ind imellem.

Den sidste uge før min returbillet til Danmark, begyndte der pludselig at ske en hel masse ting i sidste øjeblik, hvilket gjorde at jeg jo tog beslutningen om at forlænge min returbillet med 6 mdr og tage tilbage til Auckland og Jarrod. Det New Zealandske madmagasin Dish bookede mig til to dages fotoshoot i slutningen af februar og den tidligere omtalte kogebog i Thailand blev endelig også meget mere konkret. En fantastisk følelse, når noget endelig lykkedes. Selvom opgaven med Dish ikke er særligt velbetalt i forhold til magasinarbejde i Danmark, så følte jeg alligevel at det er god kontakt at arbejde videre på og hvis alt gik godt, ville de jo nok booke mig igen.

Efterfølgende er der jo så desværre sket det at kogebogsprojektet i Thailand er blevet udskudt til slutningen af Maj, og desværre er der endnu ikke en konkret bookning, eller flybilletter bestilt. Jeg venter stadig på afklaring. Jeg er dog 100% sikker på at det bliver til noget, spørgsmålet er bare hvornår.

Til gengæld kan jeg afsløre at fotoshootet med Dish gik rigtig godt, og de er alle glade, omend det var en hård omgang, med svære lysforhold, og jeg er stadig på udlejningsudstyr, hvilket jo desværre tager en del af min fortjeneste og kræver megen organisering. Oven i det betales fakturaen først når bladet er trykt og udkommet, hvilket giver mig en ventetid på 3 måneder. Det er hårde odds, men de er en god kontakt, og jeg håber meget at de vil booke mig igen, til deres næste nummer, som starter skydning i slutningen af Marts, som de talte om i første omgang, så jeg venter i spænding.

Øhm, ja cykler vist lidt rundt i tid og sted, men i alt fald, så er jeg jo nu tilbage i Auckland med Jarrod og har været her i næsten en måned. Det er rigtig dejligt at være tilbage, men alting føles meget anderledes nu, hvor jeg ved at jeg skal være her i 6 måneder og prøve at få rigtig gang i min business som selvstændig fotograf. Selvom det stadig er lidt småt med jobs, så synes jeg alligevel det går meget godt. Har indtil videre haft et par rigtig gode møder med bla. madmagasinet Cuisine, som netop har fået ny redaktør, hvilket jeg håber kan være en rigtig god åbning. Desuden med et af de førende design bureauer som laver rigtig meget emballage design til fødevare industrien. Og jeg har endnu et par møder lejnet op til næste uge og prøver jeg stadig at holde kontakt til M&V i Danmark, og glæder mig så utrolig meget til at se artiklen med lam, som er med i næste nummer. Så ja, der er en masse ting i støbeskeen, men igen, meget af det er ventetid, og det er svært at kapere når jeg er vant til at arbejde 100% hele tiden, og at deadline var igår. Men synes nu alligevel jeg har fået udviddet min tålmodighed en del.

Al den ventetid, har heldigvis givet mig tid til at tænke en masse nye ideer igennem, og som jeg talte om før så har jeg et par nye ting i ærmet til bloggen her. Jeg må prøve at holde mig selv beskæftiget mens jeg venter og samtidig prøve at være proaktiv og få nogle ting til at ske selv. Så efterhånden som tiden går, og jeg bliver mere og mere etableret her, og bliver mindre og mindre rejsende, så har jeg besluttet at forvandle bloggen til min personlige madblog. Det kommer til at være flere forskellige ting blandet sammen, men hvor det hele har noget med mad og fotografi at gøre. Fx. har jeg opstartet et nyt projekt hvor jeg vil fotografere venner, bekendte og nye spændende menneskers favorit ret og lade dem kokkerere og style. Senere kan samlingen måske bruges til noget, men for nu er det mest for at holde mig selv skarp og beskæftiget og desuden så synes de fleste at det er ret sjovt at se hvordan jeg arbejder. Ovenfor er de første par billeder fra projektet, med Amanda, som har lavet tomat og bøffelmozzarella salat, Catrin som har serveret sin version af risotto med kylling og Alex, som i øvrigt er en fantastisk kok, med lammespyd og rødbede/ feta salat. Så snart jeg har opskrifterne på skrift, vil jeg poste dem her også. Desuden er planen at prøve at teste nogle ting her i vores lille køkken og blogge om det også. Hvis du har fulgt lidt med på facebook, så ved du at jeg fx savner dansk mad utrolig meget, så inden længe vil jeg give mig i kast med at bage leverpostej. Og sidst men ikke mindst, vil jeg også gerne prøve at holde lidt fast i rejseblog ideen, så der vil også være blog indlæg fra gode spisesteder her i byen, og hvor jeg ellers kan komme i nærheden af god mad.

Forhåbentligt kan det med tiden føre noget med sig, og ikke mindst vil det give mig stof til stock fotos og holde mig beskæftiget ind imellem møder, indtil der begynder at komme flere bookninger ind.

Så ja, jeg synes jeg stadig er fuld af gåpåmod, og glæder mig over at jeg endelig er begyndt at blive inspireret igen, omend jeg synes der har været en del modgang, og jeg er stadig ikke rigtigt kommet mig over at jeg stadig ikke har hørt nyt fra News Magazines, og formentlig heller ikke kommer til det. Jeg har holdt dem løbende opdateret og har for en uges tid siden skrevet en mail og forespurgt på en afklaring, men har ikke hørt en lyd fra dem. Det gør mig gal og ærgelig. Det mindste man kan gøre for folk man har til samtale 3 gange, er at give dem en melding om hvorvidt de er ude eller inde. På den anden side, så er de nok ikke værd at arbejde for hvis det er sådan de opererer.

Forresten så er Jarrod begyndt at gå til dansk lektioner. Han vil så gerne kunne føre en samtale på dansk, når jeg tager ham med hjem på ferie i August. Mere om den rejse på et senere tidspunkt, når det er planlagt lidt mere. Sidst men ikke mindst, er vi ved at finde ud af, visumregler og vil formentlig snart mødes med nogen fra immigrations myndighederne, for at finde ud af hvad mulighederne er for mig, når mit working holiday visum udløber.

I øvrigt... hvis du stadig læser med, så skriv lige en kommentar. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt jeg skriver for døve øre, eller om der stadig er hul igennem til den anden side af jorden. Danmark, du er savnet...


2010-03-08 • 7 Comments • Categories: Canon G10 |  Food |  Still Life |  Summer |  
I am a groupieIt's not how good you are, It's how good you want to bethe little danish photographer
 
134 photos • 8711645 visits • template by dolichocephale • made with Pixelpost