fotomaniac.dk ©
 
The Recession part 1
The Recession part 1

Kære Dagbog.

Den sidste måned er gået med: 1: at forsøge at finde arbejde i både NZ og Oz og 2: forsøge at undgå at bryde totalt sammen af stress og bekymring. Manglen på arbejde er enorm, og ikke kun for mig. Hele fotobranchen er totalt underdrejet hernede, og alle er desperate efter jobs, men intet sker. Efterhånden som vi kommer tættere på jul og nytår vil det bare blive værre og værre, idet sommerferien jo starter lige før jul og demed sætter alting på standby. Det eneste der er tilbage at gøre nu, er sådan set bare at være tålmodig, blive ved at klø på, ikke give op og håbe og bede til at det lysner i det nye år.

Sidst fortalte jeg om at jeg planlagde at tage tilbage til Auckland for at finde et slavejob og bare være sammen med Jarrod lidt. Straks efter den beslutning var taget, tog tingene jo selvfølgelig en ny drejning. Ud af det blå fik jeg et tip, om en jobåbning hos News magazines i Sydney. Det er Australiens største magasinforlag og er i det hele taget et kæmpe foretagende. De udgiver de bedste mad magasiner i verden, herunder Donna Hay, Vogue Intertaining & Travel, Delicious samt et hav af andre mad magasiner for slet ikke at tale om livsstilsmagasiner, dameblade og hvad du ellers kan drømme om. De anlægger nyt inhouse fotostudie og søger blandt andet en ny fast mad fotograf fra omkring februar eller marts næste år. Jobbet er jo faktisk lige nøjagtigt hvad jeg kom herned for, så jeg måtte jo søge det. Hvilket jeg gjorde (sendte ansøgning, cv, og billeder).

Efterfølgende bookede jeg min billet til Auckland den følgende dag, idet jeg fik af vide, at de først ville vende tilbage, angående samtaler halvanden uge senere. Det er lang tid at vente, så jeg ville hellere bare tage afsted, og vente sammen med Jarrod. Allerede den næste dag blev jeg så ringet op, at de gerne ville se mig til samtale med det samme. Det er jo i sig selv rimelig vildt, at de ringer tilbage så hurtigt. Især når manglen på telefonopkald har været mere end sparsomme i ugevis. Anyways, en samtale straks, den samme dag, var jo ligesom ikke rigtigt muligt, idet jeg for det første var i Melbourne, og for det andet var på vej til Auckland. Så vi aftalte et møde d. 13. november. I mellemtiden var planen stadig at prøve at finde et slavejob i Auckland over jul og nytår, for jobbet i Sydney ville alligevel først begynde i slutningen af januar.

De første par dage efter weekenden gik jeg så rundt med CV til alle de forskellige forretninger i indre Auckland, med stillingsopslag om juleassistance i vinduerne. I sig selv død hamrende sygt. Men hvad skal man gøre? Efter at have uddelt omkring 25-30 stykker begynder man at blive en smule træt af det, og synes ligesom man har gjort nok. Oven i alle de ansøgninger man har skrevet og sendt via email også. Hos tøjkæden Supré, som svarer nogenlunde til vores H&M, i alt fald hvis vi taler om kvalitet og mængden af dåser, som arbejder der, ville de holde et stort gruppe interview den følgende aften, så hvis jeg ville have chancen, var det bare at møde op. Yaih!

Som sagt så gjort. Omend jeg bestemt ikke var den eneste. 30 andre tøser synes bare det var det job i verden som de gerne ville have! Efter 2,5 times realityshow værdigt scenarie var vi ude igen med beskeden om at vi ville blive ringet op, for et 2. interview i løbet af ugen. Desværre / heldigvis blev jeg ringet op med beskeden om at jeg ikke var en "succesfull candidate". Ingen af de 10-15 ansøgninger jeg har skrevet, og 25-30 CV jeg har uddelt har resulteret i så meget som skyggen af en eneste opringning. Ovenpå det bliver man meget meget træt, udmattet og ked af det. Utroligt at det skal være så svært for en pige med ben i næsen og god arbejdsmoral, at finde et job hvor man bare skal folde t-shirts i en måned eller to. Jeg begynder jo at tænke at det er mig. At min tilgang eller min attutude er forkert. At jeg ikke har gjort nok. Men et eller andet sted virker det også bare mærkeligt. Alle steder siger de, at de modtager 3-4 gange så mange ansøgninger som de havde regnet med. Hvilket siger mig, at jeg ikke er den eneste som er desperat for arbejde. Jeg prøver at overbevise mig selv om at recessionen har meget med det at gøre, men i virkeligheden ved jeg det jo ikke.

Suk! Jarrod kunne godt se at det tog meget hårdt på mig, og mente at det var bedst at jeg tog en slapper, inden jeg fik kørt mig selv helt ned. Vi har nogle gode snakke og han er i det hele taget bare en god støtte. Vi blev enige om, at det vigtigste er at jeg bliver glad igen og får min lyst og inspiration til at fotografere tilbage. Det er jo lettere sagt end gjort. Men jeg har jo godt kunne mærke længe, at stress måske ikke er så langt væk, hvis ikke jeg passer på.


2009-12-02 • 0 Comments • Categories: Architecture |  Canon G10 |  Landscape |  Nature |  Summer |  Traveling |  
A little bit about everyday life in OzThe Recession part 1The Recession part 2
 
134 photos • 14104371 visits • template by dolichocephale • made with Pixelpost