fotomaniac.dk ©
 
I am a groupie
I am a groupie

Kære dagbog.

Tiden går så hurtigt. Det er 5 måneder siden jeg tog hjemmefra og erindringen om fast arbejde er så langt væk. Men selvom mængden af freelancearbejde har været lige lovligt i den lave ende, så har jeg stadig ikke fortrudt jeg tog afsted.

Siden jeg forlod Sydney i slutningen af november er der jo heldigvis sket en masse gode ting her i Auckland. Muligheden for at være mere sammen med Jarrod og se noget af dette fantastisk smukke land har været godt for mig og mit humør. Jarrod har haft sommerferie siden d 23. december og de sidste 3 uger har vi brugt på at køre landet tyndt, og se nogle helt fantastiske steder.

Julen blev tilbragt med Jarrods familie, som er ganske stor og højlydt, ligesom min egen. De er heldigvis alle søde men følelsen af jul og nytår er nu ikke helt den samme i 25 graders varme og lam og bøffer på grillen. Nissehuer, julepynt og nissemænd passer ligesom ikke rigtigt ind. Men vi har hygget os og det vigtigste for mig, har været at vi er kommet så meget tættere på hinanden.

Mellem jul og nytår tog vil til Pakiri Beach, på østkysten nord for Auckland, i regionen Bay of Islands, for at surfe. Jeg er på ingen måder en ekspert endnu, men jeg elsker det, og vil helt sikkert blive ved med at prøve, indtil det sidder i rygradden. Lige efter nytår tog vi til Matakana, også nord for Auckland for at tjekke et marked ud. Ifølge min Lonely Planet og lidt research på nettet, skulle det være rigtigt godt, med masser af lokalt producerede råvarer mm. Desværre blev vi slemt skuffet, mest fordi jeg havde regnet med at kunne få lavet nogle gode billeder. Men et godt grin fik vi da ud af det. Efterfølgende kørte vi til Waipu og camperede en enkelt nat med et par af Jarrods venner i Uretiti. Du som kender mig godt, ved at camping på ingen måder er en af mine yndlingsbeskæftigelser, men det er åbentbart en stor ting her i NZ. Hvis du kan finde billedet af mig i pink jogginsæt med matchende telt, på facebook, så ved du at jeg hader camping. Dog hyggede vi os alligevel og fik set fuldmånen på stranden, og dyppet tæerne i vandet. Lidt farve har jeg også fået... Tror aldrig mine ben har været så brune. Dejligt dejligt.

Efter en nat som camperende kørte vi sydpå, ca midt på nordøen, hvor vulkanaktiviteten stadig er stor, til Rotarua og Taupo, for at se på varme kilder, geysere og den slags. Havde hørt at lugten af svovl skulle være en oplevelse i sig selv, men heldigvis var det slet ikke så slemt som forventet. Til gengæld er det helt specielt og fantastisk at se søer med dampende varmt vand, og varme kilder som springer ud af bjerge og op af jorden, bare helt spontant. Nogle af billederne for oven er fra Orakai Kuraku som er et meget specielt og smukt termisk område og på facebook ligger også et par videoer derfra. Takket være min Lonely Planet fandt vi også en varm kilde med et lille vandfald, som fungerer som et spa midt i den fine natur, helt gratis. Det var superdejligt, og en meget speciel oplevelse. Mange af de gode steder er desværre utroligt turistprægede og aflukkede områder med himmelhøje entrepriser, så at finde et lille mirakel midt i ingen ting er bestemt et minde for livet.

Et par dage efter Rotarua og de varme kilder tog vi en endagstur til Waiheke, som er en lille ø ud for Auckland, som er kendt for masser smukke vinmarker og gårde med vinsmagning. Jeg har længe gerne villet derover og se det, specielt fordi det ville være et godt sted at lave en lille historie om New Zealandsk vin. Utroligt dejligt sted og selvom vejret her i Auckland kan være utroligt uforudsigeligt, var vi heldigvis velsignet med høj sol og masser af varme. God mad og masser af dejlig vin. Indrømmet vi var noget snaldrede da vi hen ad eftermiddagen tog færgen hjem igen.

Sidste weekend fløj vi til Queenstown i den sydlige ende af landet, hvor Jarrods kusine skulle giftes. Ualmindeligt smukt sted, med høje bjerge med sne på og et hav af vilde actionpacked forlystelsesmuligheder. Heldigvis var der ikke tid til så meget andet end bryllup og masser af tømmermænd. Ellers ville jeg være så ærgelig over ikke at have råd til at springe faldskærm. Jeg er mega højdeskræk, men som det viser sig, så er citatet på min facebook profil "Be brave! Even if you're not, pretend to be. No one can tell the difference." faktisk fra en brochure om faldskærmsudspring i Queenstown, så man skulle jo være en kylling hvis man fik chancen. Næste gang... håber jeg.

Nu er vi tilbage i Jarrods lejlighed i Auckland, og Jarrod har hele ugen øvet med bandet. De skal spille på en bar i aften og en gut fra Sony Music kommer bla og hører dem. Forhåbentligt går alt vel, så de får deres pladekontrakt. I morgen skal de spille "the Big Day Out", som er den største musikfestival her og i Australien. Så jeg får lov at lege groupie lidt, og drikke gratis drinks backstage.

På søndag flyver jeg tilbage til Sydney for at overnatte hos Amanda indtil tirsdag, hvor jeg har mit 3. interview med News Magazines. Hvad der sker derefter ved jeg ikke. Jeg prøver at stole på at universet er med mig, og at alting vil løse sig. Hvis ikke, så er jeg nødt til at tage hjem d. 11. februar, hvor jeg har min returbillet. Jeg har ikke råd til at blive længere, uden fast arbejde og fast indkomst. Jarrod er så ked af det, og bange for at jeg aldrig kommer tilbage, men jeg bliver nødt til at få styr på finanserne igen, og self. spare sammen til at komme tilbage. Tanken om at skulle være uden ham er svær, men jeg ved at vi ses igen, og selvom det er hårdt, så ved jeg at det er den rigtige beslutning lige nu.


2010-01-14 • 0 Comments • Categories: Canon G10 |  Christmas |  Nature |  Summer |  Traveling |  
Kiwi & Danish pastryI am a groupieIt's not how good you are, It's how good you want to be
 
134 photos • 14104380 visits • template by dolichocephale • made with Pixelpost