fotomaniac.dk ©
 
It's not how good you are, It's how good you want to be
It's not how good you are, It's how good you want to be

Kære dagbog.

"It's not how good you are, It's how good you want to be" (The world's best selling book by Paul Arden)

Lige så hurtigt som tiden i New Zealand har fløjet afsted, ligeså langsom snegler den sig frem lige nu. At være tilbage i Australien uden Jarrod føles helt forfærdeligt og ikke at vide præcis hvornår vi ses igen er næsten ubærligt. Men een ting er sikkert: Vi vil begge hinanden, og på en eller anden måde skal det bare kunne lade sig gøre.

Vi havde et par helt fantastiske sidste dage sammen, hvor Jarrod spillede på festivalen "Big Day Out" i fredags. Hans hånd er næsten helt frisk igen, og koncerten gik rigtig godt og heldigvis havde vi høj solskin hele dagen. Nu skal han blot vente på feedback fra Sony omkring pladekontrakt. Jeg krydser alt hvad krydses kan, selvom det betyder at han forpligter sig til at blive i NZ, og ikke inden for nærmeste fremtiden kan komme til Oz. Jeg ønsker bare at han opnår hvad han drømmer om, og at han er glad.

Lørdag var vejret fantastisk, og jeg havde længe snakket om at se Piha igen, idet det regnede og var dårlig vejr sidst. Så vi kørte afsted vestpå ad de snørklede bjergveje, gennem regnskoven mod den smukke strand med det sorte sand. Først ville Jarrod vise mig Piha falls, som er et supersmukt vandfald, hvor man kan bade i en lille naturlig pool under faldet. Fuldstændig ligesom på film, og hvis ikke det havde været for alle de andre, som også ville bade der, så havde det været meget romantisk. Efterfølgende kørte vi ned til stranden, hvor jeg pludslig fik lyst til at fotografere og rode rundt i sandet for sjove vinkler. Lige så smuk som stranden er der, lige så farligt at det at bade, idet strømmen er utrolig stærk, og bølgerne store, så med mindre man kender stranden og vandet godt, så gælder det om at passe meget på.

Om aftenen tog vi til Parnell i Auckland, som er den bydel, som er kendt for de dyre restauranter, for at spise romantisk middag, kigge hinanden dybt i øjnene, drikke rødvin, og ønske at jeg ikke skulle afsted. Vi fik begge kænguru, og det kan varmt anbefales. I følge tjeneren er tricket ikke at stege køddet for længe, men at servere det blodigt, idet det ellers bliver tørt og sejt. Efter kaffe og cocktails tog vi hjem, for at drikke mere rødvin og snakke til langt ud på natten.

Næste morgen havde vi begge en del tømmermænd, men jeg måtte jo tidligt op for at pakke, og desuden ville Jarrods famile komme forbi den lokale pub, for at sige farvel. Ud på eftermiddagen kørte han mig til lufthavnen og efter verdens mest hulkende og tårevædet farvel, ja selv Jarrod måtte fælde en tåre, var jeg på vej tilbage til Sydney.

Igår var jeg så til min 3. samtale hos News Magazines, denne gang med 3 Ad'ere, en madredaktør, og Elizabeth som jeg jo har mødt 2 gange før. Jeg har svært ved at bedømme om det er mig eller dem, men jeg gik derfra med en følelse af at det ikke var gået helt så godt som jeg gerne ville. Efterfølgende sagde Elizabeth, at de har haft rigtig mange ansøgere til den stilling, og at de derfor vil arrangere testskud for de sidste, for at være helt sikkre på at de får den rigtige. Den endelig kandidat skal starte i slutningen af februar, hvilket jo er perfekt for mig, men jeg kan regne med at vente et par uger, før jeg får af vide om jeg er videre til runden med testskud, eller om jeg er ude.

Mentalt er jeg totalt udmattet af at vente på en afklaring alt imens jeg savner Jarrod vildt, selvom det kun er et par dage siden vi sagde farvel. Jeg prøver at få tiden til at gå med at gå på biblioteket, som har gratis internet, for at få photoshoppet de mere end 1000 billeder jeg har fra New Zealand. Forhåbentligt kan jeg afsætte nogle til stock. Eneste minus er at det tager en time at uploade 3 billeder her fra biblioteket, og hvis jeg skal gøre det fra mit mobile bredbånd vil det koste mig en formue. Pt føles alt som en forhindring, og det er svært at se hvordan det hele skal løse sig. Jeg håber og ber og ønsker at den perfekte løsning viser sig, alt imens jeg prøver at holde mit mål for øje. Ringede i øvrigt til Donna Hay Magazine igår. Ad'eren som jeg havde det rigtigt gode møde med i starten af september er rejst, og en ny er kommet til. Hun aner ikke hvem jeg er og lyder mest af alt bare sur og irriteret. Umiddelbart planlægger de stadig at gennemføre testskud med nye fotografer, men det virkede ikke rigtigt somom de regner med at gøre det i nærmeste fremtid. Suk! Så ja, det føles jo helt sikkert bare som spild af tid, og somom jeg må starte helt forfra.

Jeg har købt en bog: "It's not how good you are, It's how good you want to be" (The world's best selling book by Paul Arden) Det er en lille god håndbog om at få succes og opnå det man drømmer om. Poul Arden arbejdede bla for reklamebureauet Saatchi & Saatchi, og er (ifølge bogen) ofte referret til som et kreativt geni. Anyways, bogen er en god peptalk og hjælper mig med at huske hvorfor jeg tog afsted, og hvor vigtigt det er for mig ikke at give op. En af de gode pointer i bogen er at hver gang man fejler, lærer man noget og kommer tættere på sit mål. Ja det er jo ikke ligefrem rocketscience, men når man er alene afsted er det godt at have noget at kigge på, som kan minde een om de ting som ens far og mor og bedste venner ville huske een på hele tiden.

Jeg savner jer alle. Især dig Jarrod...

Update 21. januar: Jeg har i dag talt med Elizabeth som siger at jeg kan forvente at høre fra dem torsdag i næste uge, om hvorvidt jeg er videre til næste runde eller om jeg er ude. Det er rart at have en afklaring på tidshorisonten. Ikke at vide hvor længe man skal vente er ulideligt, men en uge kan jeg godt klare. Det giver mig tid til at få gjort billeder færdigt til stock. Forhåbentligt kan det bringe nogle skejsere ind snart.


2010-01-21 • 0 Comments • Categories: Canon G10 |  Koncert |  Landscape |  Nature |  Portrait |  Summer |  Traveling |  
I am a groupieIt's not how good you are, It's how good you want to bethe little danish photographer
 
134 photos • 14104379 visits • template by dolichocephale • made with Pixelpost