fotomaniac.dk ©

the little danish photographer

Mon, 08 Mar 2010 18:58 +1300

Kære dagbog. Ja, der er længe imellem updates nu, men tiden går stærkt, og jeg prøver at holde mig beskæftiget. Jeg vil prøve at huske tilbage og fortælle hvad der skete efter Sydney, og jobsamtalen der. Som jeg afsluttede med sidst, så var det meste bare ventetid på afklaring, og dagen for min returbillet til Danmark nærmede sig med lidt for hastige skridt. Uanset hvad jeg foretog mig, var alt bare ulideligt og det var svært at spotte en løsning. Men jeg fik det meste tid til at gå med at photoshoppe de fleste af alle mine billeder fra New Zealand og fik da også brygget på nogle nye ideer til bloggen her, men mere om det senere. Efter en uge hos Amanda og en halv uge hos Thor & Hazel blev jeg ringet op af Mike, som er en fotograf i Melbourne jeg tidligere har assisteret for. Han ville gerne bruge mig to dage den følgende uge, hvilket i virkelig passede mig godt, idet penge jo hele tiden har været en mangelvare, og desuden havde jeg stadig nogle ting hos Catrin, som jeg gerne ville ha fingrene i. Så efter to uger i Sydney tog jeg tilbage til Melbourne, for at se lidt til Catrin og alle mine andre venner der, og arbejde ikke mindst. Selvom det var to hårde dag med Mike, så er det alligevel dejligt, med en anden måde at arbejde på, og en anden måde at tjene penge på, til forskel fra at være fastansat et sted. Det føles givende og sjældent kedeligt, uanset hvilken type arbejde det er. Desuden var det rigtig dejligt at se Catrin igen, og hænge ud med hende. Det er noget jeg har savnet meget i Auckland med Jarrod, at have en veninde og hænge ud med ind imellem. Den sidste uge før min returbillet til Danmark, begyndte der pludselig at ske en hel masse ting i sidste øjeblik, hvilket gjorde at jeg jo tog beslutningen om at forlænge min returbillet med 6 mdr og tage tilbage til Auckland og Jarrod. Det New Zealandske madmagasin Dish bookede mig til to dages fotoshoot i slutningen af februar og den tidligere omtalte kogebog i Thailand blev endelig også meget mere konkret. En fantastisk følelse, når noget endelig lykkedes. Selvom opgaven med Dish ikke er særligt velbetalt i forhold til magasinarbejde i Danmark, så følte jeg alligevel at det er god kontakt at arbejde videre på og hvis alt gik godt, ville de jo nok booke mig igen. Efterfølgende er der jo så desværre sket det at kogebogsprojektet i Thailand er blevet udskudt til slutningen af Maj, og desværre er der endnu ikke en konkret bookning, eller flybilletter bestilt. Jeg venter stadig på afklaring. Jeg er dog 100% sikker på at det bliver til noget, spørgsmålet er bare hvornår. Til gengæld kan jeg afsløre at fotoshootet med Dish gik rigtig godt, og de er alle glade, omend det var en hård omgang, med svære lysforhold, og jeg er stadig på udlejningsudstyr, hvilket jo desværre tager en del af min fortjeneste og kræver megen organisering. Oven i det betales fakturaen først når bladet er trykt og udkommet, hvilket giver mig en ventetid på 3 måneder. Det er hårde odds, men de er en god kontakt, og jeg håber meget at de vil booke mig igen, til deres næste nummer, som starter skydning i slutningen af Marts, som de talte om i første omgang, så jeg venter i spænding. Øhm, ja cykler vist lidt rundt i tid og sted, men i alt fald, så er jeg jo nu tilbage i Auckland med Jarrod og har været her i næsten en måned. Det er rigtig dejligt at være tilbage, men alting føles meget anderledes nu, hvor jeg ved at jeg skal være her i 6 måneder og prøve at få rigtig gang i min business som selvstændig fotograf. Selvom det stadig er lidt småt med jobs, så synes jeg alligevel det går meget godt. Har indtil videre haft et par rigtig gode møder med bla. madmagasinet Cuisine, som netop har fået ny redaktør, hvilket jeg håber kan være en rigtig god åbning. Desuden med et af de førende design bureauer som laver rigtig meget emballage design til fødevare industrien. Og jeg har endnu et par møder lejnet op til næste uge og prøver jeg stadig at holde kontakt til M&V i Danmark, og glæder mig så utrolig meget til at se artiklen med lam, som er med i næste nummer. Så ja, der er en masse ting i støbeskeen, men igen, meget af det er ventetid, og det er svært at kapere når jeg er vant til at arbejde 100% hele tiden, og at deadline var igår. Men synes nu alligevel jeg har fået udviddet min tålmodighed en del. Al den ventetid, har heldigvis givet mig tid til at tænke en masse nye ideer igennem, og som jeg talte om før så har jeg et par nye ting i ærmet til bloggen her. Jeg må prøve at holde mig selv beskæftiget mens jeg venter og samtidig prøve at være proaktiv og få nogle ting til at ske selv. Så efterhånden som tiden går, og jeg bliver mere og mere etableret her, og bliver mindre og mindre rejsende, så har jeg besluttet at forvandle bloggen til min personlige madblog. Det kommer til at være flere forskellige ting blandet sammen, men hvor det hele har noget med mad og fotografi at gøre. Fx. har jeg opstartet et nyt projekt hvor jeg vil fotografere venner, bekendte og nye spændende menneskers favorit ret og lade dem kokkerere og style. Senere kan samlingen måske bruges til noget, men for nu er det mest for at holde mig selv skarp og beskæftiget og desuden så synes de fleste at det er ret sjovt at se hvordan jeg arbejder. Ovenfor er de første par billeder fra projektet, med Amanda, som har lavet tomat og bøffelmozzarella salat, Catrin som har serveret sin version af risotto med kylling og Alex, som i øvrigt er en fantastisk kok, med lammespyd og rødbede/ feta salat. Så snart jeg har opskrifterne på skrift, vil jeg poste dem her også. Desuden er planen at prøve at teste nogle ting her i vores lille køkken og blogge om det også. Hvis du har fulgt lidt med på facebook, så ved du at jeg fx savner dansk mad utrolig meget, så inden længe vil jeg give mig i kast med at bage leverpostej. Og sidst men ikke mindst, vil jeg også gerne prøve at holde lidt fast i rejseblog ideen, så der vil også være blog indlæg fra gode spisesteder her i byen, og hvor jeg ellers kan komme i nærheden af god mad. Forhåbentligt kan det med tiden føre noget med sig, og ikke mindst vil det give mig stof til stock fotos og holde mig beskæftiget ind imellem møder, indtil der begynder at komme flere bookninger ind. Så ja, jeg synes jeg stadig er fuld af gåpåmod, og glæder mig over at jeg endelig er begyndt at blive inspireret igen, omend jeg synes der har været en del modgang, og jeg er stadig ikke rigtigt kommet mig over at jeg stadig ikke har hørt nyt fra News Magazines, og formentlig heller ikke kommer til det. Jeg har holdt dem løbende opdateret og har for en uges tid siden skrevet en mail og forespurgt på en afklaring, men har ikke hørt en lyd fra dem. Det gør mig gal og ærgelig. Det mindste man kan gøre for folk man har til samtale 3 gange, er at give dem en melding om hvorvidt de er ude eller inde. På den anden side, så er de nok ikke værd at arbejde for hvis det er sådan de opererer. Forresten så er Jarrod begyndt at gå til dansk lektioner. Han vil så gerne kunne føre en samtale på dansk, når jeg tager ham med hjem på ferie i August. Mere om den rejse på et senere tidspunkt, når det er planlagt lidt mere. Sidst men ikke mindst, er vi ved at finde ud af, visumregler og vil formentlig snart mødes med nogen fra immigrations myndighederne, for at finde ud af hvad mulighederne er for mig, når mit working holiday visum udløber. I øvrigt... hvis du stadig læser med, så skriv lige en kommentar. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt jeg skriver for døve øre, eller om der stadig er hul igennem til den anden side af jorden. Danmark, du er savnet...

It's not how good you are, It's how good you want to be

Thu, 21 Jan 2010 18:25 +1300

Kære dagbog. "It's not how good you are, It's how good you want to be" (The world's best selling book by Paul Arden) Lige så hurtigt som tiden i New Zealand har fløjet afsted, ligeså langsom snegler den sig frem lige nu. At være tilbage i Australien uden Jarrod føles helt forfærdeligt og ikke at vide præcis hvornår vi ses igen er næsten ubærligt. Men een ting er sikkert: Vi vil begge hinanden, og på en eller anden måde skal det bare kunne lade sig gøre. Vi havde et par helt fantastiske sidste dage sammen, hvor Jarrod spillede på festivalen "Big Day Out" i fredags. Hans hånd er næsten helt frisk igen, og koncerten gik rigtig godt og heldigvis havde vi høj solskin hele dagen. Nu skal han blot vente på feedback fra Sony omkring pladekontrakt. Jeg krydser alt hvad krydses kan, selvom det betyder at han forpligter sig til at blive i NZ, og ikke inden for nærmeste fremtiden kan komme til Oz. Jeg ønsker bare at han opnår hvad han drømmer om, og at han er glad. Lørdag var vejret fantastisk, og jeg havde længe snakket om at se Piha igen, idet det regnede og var dårlig vejr sidst. Så vi kørte afsted vestpå ad de snørklede bjergveje, gennem regnskoven mod den smukke strand med det sorte sand. Først ville Jarrod vise mig Piha falls, som er et supersmukt vandfald, hvor man kan bade i en lille naturlig pool under faldet. Fuldstændig ligesom på film, og hvis ikke det havde været for alle de andre, som også ville bade der, så havde det været meget romantisk. Efterfølgende kørte vi ned til stranden, hvor jeg pludslig fik lyst til at fotografere og rode rundt i sandet for sjove vinkler. Lige så smuk som stranden er der, lige så farligt at det at bade, idet strømmen er utrolig stærk, og bølgerne store, så med mindre man kender stranden og vandet godt, så gælder det om at passe meget på. Om aftenen tog vi til Parnell i Auckland, som er den bydel, som er kendt for de dyre restauranter, for at spise romantisk middag, kigge hinanden dybt i øjnene, drikke rødvin, og ønske at jeg ikke skulle afsted. Vi fik begge kænguru, og det kan varmt anbefales. I følge tjeneren er tricket ikke at stege køddet for længe, men at servere det blodigt, idet det ellers bliver tørt og sejt. Efter kaffe og cocktails tog vi hjem, for at drikke mere rødvin og snakke til langt ud på natten. Næste morgen havde vi begge en del tømmermænd, men jeg måtte jo tidligt op for at pakke, og desuden ville Jarrods famile komme forbi den lokale pub, for at sige farvel. Ud på eftermiddagen kørte han mig til lufthavnen og efter verdens mest hulkende og tårevædet farvel, ja selv Jarrod måtte fælde en tåre, var jeg på vej tilbage til Sydney. Igår var jeg så til min 3. samtale hos News Magazines, denne gang med 3 Ad'ere, en madredaktør, og Elizabeth som jeg jo har mødt 2 gange før. Jeg har svært ved at bedømme om det er mig eller dem, men jeg gik derfra med en følelse af at det ikke var gået helt så godt som jeg gerne ville. Efterfølgende sagde Elizabeth, at de har haft rigtig mange ansøgere til den stilling, og at de derfor vil arrangere testskud for de sidste, for at være helt sikkre på at de får den rigtige. Den endelig kandidat skal starte i slutningen af februar, hvilket jo er perfekt for mig, men jeg kan regne med at vente et par uger, før jeg får af vide om jeg er videre til runden med testskud, eller om jeg er ude. Mentalt er jeg totalt udmattet af at vente på en afklaring alt imens jeg savner Jarrod vildt, selvom det kun er et par dage siden vi sagde farvel. Jeg prøver at få tiden til at gå med at gå på biblioteket, som har gratis internet, for at få photoshoppet de mere end 1000 billeder jeg har fra New Zealand. Forhåbentligt kan jeg afsætte nogle til stock. Eneste minus er at det tager en time at uploade 3 billeder her fra biblioteket, og hvis jeg skal gøre det fra mit mobile bredbånd vil det koste mig en formue. Pt føles alt som en forhindring, og det er svært at se hvordan det hele skal løse sig. Jeg håber og ber og ønsker at den perfekte løsning viser sig, alt imens jeg prøver at holde mit mål for øje. Ringede i øvrigt til Donna Hay Magazine igår. Ad'eren som jeg havde det rigtigt gode møde med i starten af september er rejst, og en ny er kommet til. Hun aner ikke hvem jeg er og lyder mest af alt bare sur og irriteret. Umiddelbart planlægger de stadig at gennemføre testskud med nye fotografer, men det virkede ikke rigtigt somom de regner med at gøre det i nærmeste fremtid. Suk! Så ja, det føles jo helt sikkert bare som spild af tid, og somom jeg må starte helt forfra. Jeg har købt en bog: "It's not how good you are, It's how good you want to be" (The world's best selling book by Paul Arden) Det er en lille god håndbog om at få succes og opnå det man drømmer om. Poul Arden arbejdede bla for reklamebureauet Saatchi & Saatchi, og er (ifølge bogen) ofte referret til som et kreativt geni. Anyways, bogen er en god peptalk og hjælper mig med at huske hvorfor jeg tog afsted, og hvor vigtigt det er for mig ikke at give op. En af de gode pointer i bogen er at hver gang man fejler, lærer man noget og kommer tættere på sit mål. Ja det er jo ikke ligefrem rocketscience, men når man er alene afsted er det godt at have noget at kigge på, som kan minde een om de ting som ens far og mor og bedste venner ville huske een på hele tiden. Jeg savner jer alle. Især dig Jarrod... Update 21. januar: Jeg har i dag talt med Elizabeth som siger at jeg kan forvente at høre fra dem torsdag i næste uge, om hvorvidt jeg er videre til næste runde eller om jeg er ude. Det er rart at have en afklaring på tidshorisonten. Ikke at vide hvor længe man skal vente er ulideligt, men en uge kan jeg godt klare. Det giver mig tid til at få gjort billeder færdigt til stock. Forhåbentligt kan det bringe nogle skejsere ind snart.

I am a groupie

Thu, 14 Jan 2010 19:18 +1300

Kære dagbog. Tiden går så hurtigt. Det er 5 måneder siden jeg tog hjemmefra og erindringen om fast arbejde er så langt væk. Men selvom mængden af freelancearbejde har været lige lovligt i den lave ende, så har jeg stadig ikke fortrudt jeg tog afsted. Siden jeg forlod Sydney i slutningen af november er der jo heldigvis sket en masse gode ting her i Auckland. Muligheden for at være mere sammen med Jarrod og se noget af dette fantastisk smukke land har været godt for mig og mit humør. Jarrod har haft sommerferie siden d 23. december og de sidste 3 uger har vi brugt på at køre landet tyndt, og se nogle helt fantastiske steder. Julen blev tilbragt med Jarrods familie, som er ganske stor og højlydt, ligesom min egen. De er heldigvis alle søde men følelsen af jul og nytår er nu ikke helt den samme i 25 graders varme og lam og bøffer på grillen. Nissehuer, julepynt og nissemænd passer ligesom ikke rigtigt ind. Men vi har hygget os og det vigtigste for mig, har været at vi er kommet så meget tættere på hinanden. Mellem jul og nytår tog vil til Pakiri Beach, på østkysten nord for Auckland, i regionen Bay of Islands, for at surfe. Jeg er på ingen måder en ekspert endnu, men jeg elsker det, og vil helt sikkert blive ved med at prøve, indtil det sidder i rygradden. Lige efter nytår tog vi til Matakana, også nord for Auckland for at tjekke et marked ud. Ifølge min Lonely Planet og lidt research på nettet, skulle det være rigtigt godt, med masser af lokalt producerede råvarer mm. Desværre blev vi slemt skuffet, mest fordi jeg havde regnet med at kunne få lavet nogle gode billeder. Men et godt grin fik vi da ud af det. Efterfølgende kørte vi til Waipu og camperede en enkelt nat med et par af Jarrods venner i Uretiti. Du som kender mig godt, ved at camping på ingen måder er en af mine yndlingsbeskæftigelser, men det er åbentbart en stor ting her i NZ. Hvis du kan finde billedet af mig i pink jogginsæt med matchende telt, på facebook, så ved du at jeg hader camping. Dog hyggede vi os alligevel og fik set fuldmånen på stranden, og dyppet tæerne i vandet. Lidt farve har jeg også fået... Tror aldrig mine ben har været så brune. Dejligt dejligt. Efter en nat som camperende kørte vi sydpå, ca midt på nordøen, hvor vulkanaktiviteten stadig er stor, til Rotarua og Taupo, for at se på varme kilder, geysere og den slags. Havde hørt at lugten af svovl skulle være en oplevelse i sig selv, men heldigvis var det slet ikke så slemt som forventet. Til gengæld er det helt specielt og fantastisk at se søer med dampende varmt vand, og varme kilder som springer ud af bjerge og op af jorden, bare helt spontant. Nogle af billederne for oven er fra Orakai Kuraku som er et meget specielt og smukt termisk område og på facebook ligger også et par videoer derfra. Takket være min Lonely Planet fandt vi også en varm kilde med et lille vandfald, som fungerer som et spa midt i den fine natur, helt gratis. Det var superdejligt, og en meget speciel oplevelse. Mange af de gode steder er desværre utroligt turistprægede og aflukkede områder med himmelhøje entrepriser, så at finde et lille mirakel midt i ingen ting er bestemt et minde for livet. Et par dage efter Rotarua og de varme kilder tog vi en endagstur til Waiheke, som er en lille ø ud for Auckland, som er kendt for masser smukke vinmarker og gårde med vinsmagning. Jeg har længe gerne villet derover og se det, specielt fordi det ville være et godt sted at lave en lille historie om New Zealandsk vin. Utroligt dejligt sted og selvom vejret her i Auckland kan være utroligt uforudsigeligt, var vi heldigvis velsignet med høj sol og masser af varme. God mad og masser af dejlig vin. Indrømmet vi var noget snaldrede da vi hen ad eftermiddagen tog færgen hjem igen. Sidste weekend fløj vi til Queenstown i den sydlige ende af landet, hvor Jarrods kusine skulle giftes. Ualmindeligt smukt sted, med høje bjerge med sne på og et hav af vilde actionpacked forlystelsesmuligheder. Heldigvis var der ikke tid til så meget andet end bryllup og masser af tømmermænd. Ellers ville jeg være så ærgelig over ikke at have råd til at springe faldskærm. Jeg er mega højdeskræk, men som det viser sig, så er citatet på min facebook profil "Be brave! Even if you're not, pretend to be. No one can tell the difference." faktisk fra en brochure om faldskærmsudspring i Queenstown, så man skulle jo være en kylling hvis man fik chancen. Næste gang... håber jeg. Nu er vi tilbage i Jarrods lejlighed i Auckland, og Jarrod har hele ugen øvet med bandet. De skal spille på en bar i aften og en gut fra Sony Music kommer bla og hører dem. Forhåbentligt går alt vel, så de får deres pladekontrakt. I morgen skal de spille "the Big Day Out", som er den største musikfestival her og i Australien. Så jeg får lov at lege groupie lidt, og drikke gratis drinks backstage. På søndag flyver jeg tilbage til Sydney for at overnatte hos Amanda indtil tirsdag, hvor jeg har mit 3. interview med News Magazines. Hvad der sker derefter ved jeg ikke. Jeg prøver at stole på at universet er med mig, og at alting vil løse sig. Hvis ikke, så er jeg nødt til at tage hjem d. 11. februar, hvor jeg har min returbillet. Jeg har ikke råd til at blive længere, uden fast arbejde og fast indkomst. Jarrod er så ked af det, og bange for at jeg aldrig kommer tilbage, men jeg bliver nødt til at få styr på finanserne igen, og self. spare sammen til at komme tilbage. Tanken om at skulle være uden ham er svær, men jeg ved at vi ses igen, og selvom det er hårdt, så ved jeg at det er den rigtige beslutning lige nu.

Kiwi & Danish pastry

Thu, 17 Dec 2009 20:08 +1300

Kære dagbog. Fredag d. 4. December 2009: Det har øsregnet 4 dage i streg nu. Sidder bare her i Jarrods lejlighed og tænker. Besluttede mig for at holde op med at ryge igår. Igen. Det er nu 24 timer siden. Lysten til at fotografere er stadig så godt som ikke eksisterende og jo mere jeg tænker, jo mere må jeg indrømme at jeg ikke er særligt vild med Auckland. Jeg tænker meget på at tage hjem og har svært ved at se at det hele nytter noget som helst. Der er lang tid til midt Januar, hvor næste møde med News Magazines er, og som det ser ud nu, så har jeg svært ved at tro på at jeg overhovedet får det job. Hvis ikke, skal jeg jo alligevel hjem. Hvorfor ikke bare tage hjem nu? Mandag d. 7. December 2009: Det har været en rigtig god weekend. Jarrod og jeg fik en god lang snak fredag aften. 4 dage med øsregnvejr i hans lejlighed alene, har ikke været så nemt for mig. Jeg har let ved at lulle mig selv ned i en mere eller mindre depressiv tilstand, hvor min eneste udvej, synes at være at give op. Jarrod har lovet at hjælpe mig, og med et fast job inden for rekruttering, har han masser af erfaring inden for salg og hvordan man booker møder for folk. Nu er planen at han leger agent for mig, et stykke tid og prøver at booke mig nogle møder i branchen her i New Zealand. Desuden har han lovet at hjælpe mig med at holde mig på sporet og lave løbende ugeplaner, så jeg ikke går helt i stå. Weekenden er gået med location scouting til et tema om lam og der har også været tid til et par ture til de smukke strande med sort sand. Landskabet her er så smukt og fuld af frodige bjerge og regnskove med masser af bregner, eksotiske planter og fugle. I øvrigt sendte min far mig danske saltlakridser i fødselsdagsgave. Det er aldeles umuligt at finde saltlakrids her. Ingen har nogensinde hørt om det! Det er en stor fornøjelse for mig at byde kiwi'erne på dansk saltlakrids, når Jarrods venner kommer på besøg. Deres ansigtsudtryk er ren gave i sig selv og ingen kan på nogen måder fordrage dem. Heldigvis kan jeg så få mine lakridser for mig selv... Torsdag d. 10. December 2009: Jeg har i går været til møde med mad magasinet Dish, som er NZ's svar på Mad & venner. Det er gået rigtig godt, og de var yderst imponerede over min mappe. De vil vende tilbage til mig i starten af det nye år, for at tale nærmere om specifikke opgaver for dem. Så humøret var højt igår og jeg er meget spændt på at høre mere fra dem. Selvom jeg nu har prøvet det så mange gange, at få en yderst positiv tilbagemelding efter et møde, for derefter ikke at høre en bjelde, så er det alligevel svært at få armene ned. Forhåbentlig kan det lykkedes Jarrod at skaffe mig møder med et par af de andre magasiner hernede, i den kommende uge, således at der ligger noget klar, som plan b, hvis ikke jeg får jobbet i Sydney. Indtil videre aner jeg stadig ikke hvornår jeg kan forvente et svar. Jeg har bedt dem om en afklaring senest 1. februar, men til det siger de, at de ikke kan love noget. Det vigtige for mig er jo en afklaring inden min returbillet d. 11. februar. Men nu må jeg se. Min. 3. samtale er d. 19. januar med 3 AD'ere, en mad redaktør og hende som har stået for at arrangere interviews. Derefter vil de muligvis arrangere testshoots, men intet er sikkert. Endelig er vejret også vendt, og solen har skinnet fra en skyfri himmel i 4 dage nu. Det er skønt og det hjælper jo også på mit humør. I weekenden tager vi til østkysten syd for Auckland, hvor Jarrod har lånt en hytte ved stranden. Jarrod skal surfe, og jeg får forhåbentlig mulighed for at lave nogle fede surfbilleder til stock. Onsdag d. 16. December 2009: Weekenden i Whangamata på NZ's østkyst, har været rigtig dejlig. Bare turen derned. Jeg elsker at køre igennem bjergene ad krogede veje med masser af frodig natur omkring. Både fredag og lørdag aften grillede vi bøffer over åben ild og hyggede til sent. Heldigvis var vejret helt perfekt søndag, hvor vi begge fik en masse sol og jeg fik taget lidt surfbilleder. Det er en svær diciplin, men undervandshuset har været en god investering. Denne uge, har indtil videre været rigtig travl med møder med forskellige agenter og endnu et magasin. Desværre siger alle det samme, at min mappe er for snæver og for magasinpræget. Jeg tror det er ved at være tid til at droppe agenterne og prøve at overbevise reklamebureauerne om at jeg faktisk har gang i det rigtige. Hele branchen her i NZ er uden tvivl en del år bagud med stilen og ambitionerne omkring markesføring i forhold til hjemme i DK. Det er tydeligt at det er et meget lille marked, præcis som jeg havde frygtet, og chancen for arbejde er klart større i Australien. Men mens jeg er her, vil jeg nu alligevel prøve at få hul igennem og planlægger i øjeblikket både en historie om lam og vin. Resten af ugen er heldigvis booket op med fotografering og koncert med Greenday fredag aften og det føles dejligt endelig at have fået lidt inspiration tilbage, og komme igang med at arbejde lidt igen. Det er efterhånden nemt at forstå hvorfor arbejdsløse folk bliver lullet ind i en verden af afmagt, dovenskab og kedsomhed, og vejen til arbejde som selvstændig er lang og ensom. Heldigvis er Jarrod stadig en god støtte. Jeg kunne ikke være fortsat uden ham. Torsdag d. 17. December 2009: I øvrigt er der nyt om Donna Hay. Deres AD'er har forladt dem, og planerne om en test shoot dag for nye talenter er endu ikke blevet til noget som helst. Heldigvis var Junior AD'eren med til mødet i starten af september og jeg har forsøgt at få fat i hende. Uden held desværre. Men hun har fået en mail. De siger at de stadig planlægger prøvedagen og regner med en gang midt i januar. Nu må vi se. En ny AD'er kan være både godt og skidt. Forhåbentligt kan det være min chance inden for, selvom det alligevel lidt føles som at starte forfra. I dag skal jeg finde regi, i morgen skyde på location og til Greenday koncert, lørdag skyde opskrifter og søndag til barbecue tamtam med nogle af Jarrods venner. Hele næste uge står på photoshop, så der går nok lige et par dage, inden jeg får tid til at blogge igen. I øvrigt er sommeren kommet. Eller næsten. Her er nærmest som en dansk sommer bare en smule varmere, men ikke meget. Regn, sol, overskyet. Det er dejligt, men føles totalt malplaceret med julepynt og nissemænd i 25 graders varme. Planen var jo ellers at springe let og elefant hen over julen, og Jarrod har også sagt at det ikke sku være noget problem, idet deres traditioner her er en del mere løse end vi kender det hjemmefra. For det meste er det bare en familie grill middag d. 25. og ikke så meget med dans og sang og en hel masse pakker. Jeg har sagt til Jarrod at han må forklare sin mor, at jeg under ingen omstændigheder vil have at hun køber en gave til mig. Det vil bare give mig endnu mere hjemve og få mig til at føle mig malplaceret. At holde jul med andres familie er altid lidt underligt. Nytår bliver formentlig på stranden ved Piha, med sort sand, turkist vand og bjerge omkring. Der er utrolig smukt. Nærmest paradis. Planen er at booke en hytte og have bål på stranden med nogle af Jarrods venner. De gør sig ikke så meget i fine kjoler og fyrværkeri her. De fleste slapper af eller holder strandfester. Det passer mig fint, selvom jeg dog havde set frem til fyrværkeri af det helt store i Sydney. Desværre kræver det en masse planlægning og både flybilletter og overnatningsmuligheder er ekstremt dyrt. Så det er droppet til fordel for surferlivet. Jeg glæder mig.

Far, far away from home on my birthday

Thu, 03 Dec 2009 10:19 +1300

Kære Dagbog. Nu har jeg så været i Auckland, hvor Jarrod jo er flyttet ind i ny lejlighed, i to uger. Han passer sit arbejde, mens jeg prøver det bedste jeg kan, at være en mellemting mellem bare mig, Domestic Suzy, og Jarrods prinsesse. På et eller andet plan passer det mig meget godt bare at gå rundt her og slappe lidt af, mens jeg ligeså stille får nye ideer til billeder, piller lidt i overfladen på den New Zealandske fotobranche og laver aftensmad til min kiwi. Desuden har jeg forsøgt mig på lidt mere arrangerede stockfotos her i Jarrods stue, som er yderst fattig på møbler men meget rig på dagslys. Perfekt til mad foto. Har sågar fået hul igennem til mad magasinet Dish, som er NZ's svar på Mad & venner. De er yderst interesserede, og vi har aftalt at mødes onsdag d. 9. december. Derudover planlægger jeg at skyde en lokal sag til en gammel kending hjemmefra, men det kan du høre mere om senere, når det hele er færdigt efter jul. Så lidt ro på overfladen hjælper mig helt klart, selvom humøret stadig er meget op og ned. Jeg prøver stadig mit bedste og Jarrod støtter mig i alt hvad jeg gør. Akkurat ligesom min far. Hvad mere kan en pige ønske sig? Det store issue det meste af sidste uge, har været min fødselsdag. Som du jo måske har opdaget, så er jeg jo blevet en gammel tøs og rundede 30 i mandags. På trods af det, er jeg stadig en lille pige inden i, og min fødselsdag betyder meget for mig. Jarrod har været på den anden ende og meget nervøs for om jeg skulle blive skuffet. Men når han gør alt hvad han kan for at gøre mig glad, så kan jeg ikke forlange mere. Fredag tog han mig med til Pearl Jam koncert, som var helt fantastisk. Jeg har ikke hørt dem live før, men har altid været et stort fan, så det var en stor oplevelse, og en dejlig gave. Lørdag havde han arrangeret alle sine venner til at komme til drinks & snacks party, og selvom de jo ikke er mine venner, så er de alle supersøde, og vi havde en dejlig fest. Men somom det ikke var nok tog han mig ud at spise i mandas, fordi det jo var selve dagen og jeg må jo sige at jeg ikke havde regnet med en fødseldag der skulle var 4 dage. Så tak min skat... du gør mig meget glad. Ang. Jobbet i Sydney, så tager det hele tiden en ny drejning, ligesom alt muligt andet her. De har en plan til de laver en ny. Elizabeth, som jo har stået for at arrangere jobsamtalerne, vil nu have mig til en 3. samtale med AD'erne fra 2 andre mad magasiner, og forslår at jeg laver testshoots med dem efterfølgende. Desværre er det jo sådan at jeg er i Auckland og arbejder på et projekt som først er færdigt lige før jul. Så jeg har sagt at jeg meget gerne vil møde dem, men at det tidligst kan blive i Januar. Så det næste er at jeg skal ringe til dem begge, have en samtale over telefonen, og aftale hvornår vi kan mødes i starten af det nye år. Guderne må vide om de så har tid til testshoots eller ej. Nu må vi se. Men bedst som man tror at man er på den sikre side, så er man det ikke. De siger de vil lave en endelig beslutning i midten af januar, men hvem ved. Det kan jo også nå at ændre sig. Kryds fingre.

The Recession part 2

Wed, 02 Dec 2009 10:19 +1300

Kære Dagbog Som tiden går bliver der længere og længere imellem mine poster, og dermed også meget mere at fortælle. Så for ikke det skal blive alt for langt og kedeligt, har jeg delt det op i flere omgange denne gang. Efter 10 dage med både jobsøgninger, og forsøg på at "chill the fuck out!" som Jarrod siger, var jeg klar til kamp om jobbet tilbage i Sydney. Fredag d. 13. november mødtes jeg med Elizabeth, som står for at organisere ansættelsen af de nye fotografer de har brug for. Det gik rigtigt godt, omend en lille bemærkning omkring min alder/ unge udseende kom op. En halv time efter samtalen ringede hun tilbage til mig, at hun gerne ville have mig til 2. samtale med madredaktøren og AD'eren på Delicious, idet det i virkeligheden er dem som skal beslutte hvem som skal ansættes. Nu skal det hele jo ikke handle om arbejde, der skal jo også være plads til sjov, og heldigvis bød weekenden på en del aktivitet. Fredag aften mødtes jeg med Sammy og hans udelukkende fransktalende kammerat, som endelig havde fået nosset sig sammen til at komme til Australien. Det var rart endelig at spendere lidt tid med nogen, som jeg rent faktisk kender, omend det også var noget mærkeligt at se ham igen, efter så lang tid. Det er jo ikke rigtigt fordi jeg har ændret min personlighed siden jeg tog afsted, men meget er jo sket, og et eller andet sted er jeg jo nok ikke helt den samme. Lørdag, havde min veninde Jessica inviteret mig til farvelfest for hende og nogle af hendes venner, som alle skal ud og rejse i noget tid. Men det er nu stadig lidt underligt at være til fest med 40 mennesker man overhovedet ikke kender. Den efterfølgende tirsdag tog jeg tilbage til News magazines for at møde den kendte Valli Little (delicous' svar på Donna Hay) og AD'eren Scott. Desværre kunne hun ikke deltage i mødet fra starten, så det var bare Elizabeth, Scott og jeg. Heldigvis synes Scott rigtig godt om min portfolio og mit slideshow, og vi havde i det hele taget en rigtig god snak. Efter ca 35 min. byttede Scott og Valli over, idet hun var kommet tilbage på kontoret. Desværre er hun en meget travl dame, og hun virkede i det hele taget ikke som om hun overhovedet var forberedt på hvem jeg var, og hvorfor jeg var der. Hun bladrede hurtigt igennem min portfolio og efterlod mig med fornemmelsen af at hun troede jeg var ude efter assistentarbejde. Mest af alt fordi hun tilbød mig at tage med på et shoot den kommende fredag, for at kigge med over skulderen, og se hvordan et shoot foregår. Ikke nogen særlig god afslutning på et møde, selvom det var gået supergodt med AD'eren. Efterfølgende sagde Elizabeth, at hun ville vende tilbage til mig snarest muligt. Tilbage hos Thor og Hazel, hvor jeg som regel overnatter når jeg er Sydney, var der er ikke så meget andet at gøre, end blot at vente igen. Jeg hader ventetid, især når man sidder med følelsen af at det kan gå begge veje, og ikke aner hvor længe man skal vente. Onsdag eftermiddag besluttede jeg mig for at give Elizabeth et ring, for at aftale at tage med på shoot fredag, og for at høre hvordan hun synes det var gået, og ikke mindst, om der var andet jeg kunne gøre for at forbedre mine chancer. Hun fortalte mig at hun ikke synes jeg havde formået at overbevise dem om at jeg havde nok erfaring og i det hele taget havde fremstået noget "junior". Desuden mente hun at det ville være et dårligt træk at tage med på shoot om fredagen, men at hun synes jeg skulle skrive en email til AD'eren, og tilbyde dem et testshoot, så de kan se hvordan jeg arbejder. Som sagt så gjort. Efterfølgende tog jeg ind til Sydney CBD (Central Business District) for at kigge lidt på operahuset, vandet, gå en lang tur, og tænke det hele igennem. Besluttede mig for at jeg et eller andet sted synes at det med testshootet er en rigtig dårlig idé, og at følelsen af de ikke engang rigtigt selv ved hvad der skal ske, gjorde mig bare rigtigt forvirret. Desuden er der jo Jarrod og på et eller andet tidspunkt må jeg jo beslutte hvad jeg vil. Om det er kærlighed eller karriere. Jeg må jo indrømme at jeg lige gerne vil begge dele. På den ene side er jeg ikke klar til at opgive mine karrieredrømme for at satse på kærligheden. Men jeg vil heller ikke være den som opgiver kærligheden for at klatre op ad karrierestigen i ensomhed. Men når alt kommer til alt så handler det hele om penge, og hvis ikke jeg finder en måde at tjene penge på hernede, ja så er både det ene og det andet udelukket. Efter endnu et aftenmåltid alene, denne gang dog yderst selvvalgt, og adskillige tårer senere, besluttede jeg mig faktisk for at jeg ikke ville lade News Magazines køre mig rundt i manegen. Hvis det er meningen jeg skal have det job, er stadig med i kampen, men jeg er ikke villig til ligefrem at tigge og bede om det. Så enden på det blev, at jeg på et eller andet plan er villig til at ligge min karriere på hylden for en tid, og bruge resten af min tid i Auckland sammen med Jarrod. Min returbillet hjem til Danmark er d. 10. februar og min rejseforsikring udløber lige omkring der. Så uanset hvordan jeg vender og drejer det så skal der skaffes rigtig mange penge til ny rejseforsikring, samt alle udgifterne hjemme i Danmark. Hvis ikke jeg får det her job, eller på magisk vis finder en anden vej til at tjene gode penge, så må jeg tage hjem i februar og gå på dagpenge et stykke tid. Det er ikke den optimale løsning, men jeg kan ikke blive ved. Dog håber jeg at løsningen viser sig inden da. Da jeg kom tilbage til Thor og Hazel sent den onsdag aften, kunne jeg mærke at det var den rigtige beslutning jeg havde taget. Det føltes godt og jeg havde det allerede meget bedre. Og heldigvis næste formiddag blev jeg bekræftet i, at det var den rigtige beslutning. Jeg fik svar tilbage fra AD'eren, at de desværre slet ikke havde tid til at gennemføre testshoots i øjeblikket, men at han synes vores møde var gået godt, og at hans synes min portfolio passede rigtig godt på mange af deres magasiner. Med en god fornemmelse i maven af, at der nu ikke var mere at gøre end at vente på deres beslutning, bookede jeg min billet til Auckland, med retur d. 4. februar. Hvis jeg skal hjem, har jeg en uge til at sige farvel til alle i Sydney og Melbourne, men hvis jeg får jobbet, skal jeg starte lige omkring der alligevel. Det giver mig 2,5 måned sammen med min kiwi, til at holde sommer, slappe lidt af, og skyde mine egne ting og finde alternative muligheder for at tjene penge.

The Recession part 1

Wed, 02 Dec 2009 10:07 +1300

Kære Dagbog. Den sidste måned er gået med: 1: at forsøge at finde arbejde i både NZ og Oz og 2: forsøge at undgå at bryde totalt sammen af stress og bekymring. Manglen på arbejde er enorm, og ikke kun for mig. Hele fotobranchen er totalt underdrejet hernede, og alle er desperate efter jobs, men intet sker. Efterhånden som vi kommer tættere på jul og nytår vil det bare blive værre og værre, idet sommerferien jo starter lige før jul og demed sætter alting på standby. Det eneste der er tilbage at gøre nu, er sådan set bare at være tålmodig, blive ved at klø på, ikke give op og håbe og bede til at det lysner i det nye år. Sidst fortalte jeg om at jeg planlagde at tage tilbage til Auckland for at finde et slavejob og bare være sammen med Jarrod lidt. Straks efter den beslutning var taget, tog tingene jo selvfølgelig en ny drejning. Ud af det blå fik jeg et tip, om en jobåbning hos News magazines i Sydney. Det er Australiens største magasinforlag og er i det hele taget et kæmpe foretagende. De udgiver de bedste mad magasiner i verden, herunder Donna Hay, Vogue Intertaining & Travel, Delicious samt et hav af andre mad magasiner for slet ikke at tale om livsstilsmagasiner, dameblade og hvad du ellers kan drømme om. De anlægger nyt inhouse fotostudie og søger blandt andet en ny fast mad fotograf fra omkring februar eller marts næste år. Jobbet er jo faktisk lige nøjagtigt hvad jeg kom herned for, så jeg måtte jo søge det. Hvilket jeg gjorde (sendte ansøgning, cv, og billeder). Efterfølgende bookede jeg min billet til Auckland den følgende dag, idet jeg fik af vide, at de først ville vende tilbage, angående samtaler halvanden uge senere. Det er lang tid at vente, så jeg ville hellere bare tage afsted, og vente sammen med Jarrod. Allerede den næste dag blev jeg så ringet op, at de gerne ville se mig til samtale med det samme. Det er jo i sig selv rimelig vildt, at de ringer tilbage så hurtigt. Især når manglen på telefonopkald har været mere end sparsomme i ugevis. Anyways, en samtale straks, den samme dag, var jo ligesom ikke rigtigt muligt, idet jeg for det første var i Melbourne, og for det andet var på vej til Auckland. Så vi aftalte et møde d. 13. november. I mellemtiden var planen stadig at prøve at finde et slavejob i Auckland over jul og nytår, for jobbet i Sydney ville alligevel først begynde i slutningen af januar. De første par dage efter weekenden gik jeg så rundt med CV til alle de forskellige forretninger i indre Auckland, med stillingsopslag om juleassistance i vinduerne. I sig selv død hamrende sygt. Men hvad skal man gøre? Efter at have uddelt omkring 25-30 stykker begynder man at blive en smule træt af det, og synes ligesom man har gjort nok. Oven i alle de ansøgninger man har skrevet og sendt via email også. Hos tøjkæden Supré, som svarer nogenlunde til vores H&M, i alt fald hvis vi taler om kvalitet og mængden af dåser, som arbejder der, ville de holde et stort gruppe interview den følgende aften, så hvis jeg ville have chancen, var det bare at møde op. Yaih! Som sagt så gjort. Omend jeg bestemt ikke var den eneste. 30 andre tøser synes bare det var det job i verden som de gerne ville have! Efter 2,5 times realityshow værdigt scenarie var vi ude igen med beskeden om at vi ville blive ringet op, for et 2. interview i løbet af ugen. Desværre / heldigvis blev jeg ringet op med beskeden om at jeg ikke var en "succesfull candidate". Ingen af de 10-15 ansøgninger jeg har skrevet, og 25-30 CV jeg har uddelt har resulteret i så meget som skyggen af en eneste opringning. Ovenpå det bliver man meget meget træt, udmattet og ked af det. Utroligt at det skal være så svært for en pige med ben i næsen og god arbejdsmoral, at finde et job hvor man bare skal folde t-shirts i en måned eller to. Jeg begynder jo at tænke at det er mig. At min tilgang eller min attutude er forkert. At jeg ikke har gjort nok. Men et eller andet sted virker det også bare mærkeligt. Alle steder siger de, at de modtager 3-4 gange så mange ansøgninger som de havde regnet med. Hvilket siger mig, at jeg ikke er den eneste som er desperat for arbejde. Jeg prøver at overbevise mig selv om at recessionen har meget med det at gøre, men i virkeligheden ved jeg det jo ikke. Suk! Jarrod kunne godt se at det tog meget hårdt på mig, og mente at det var bedst at jeg tog en slapper, inden jeg fik kørt mig selv helt ned. Vi har nogle gode snakke og han er i det hele taget bare en god støtte. Vi blev enige om, at det vigtigste er at jeg bliver glad igen og får min lyst og inspiration til at fotografere tilbage. Det er jo lettere sagt end gjort. Men jeg har jo godt kunne mærke længe, at stress måske ikke er så langt væk, hvis ikke jeg passer på.

A little bit about everyday life in Oz

Wed, 28 Oct 2009 00:01 +1300

Kære dagbog Indtil videre, har jeg mest skrevet om, hvordan min rejse har været og om at finde arbejde hernede. Som du jo har læst, så går det ikke så godt, og det har stadig stor indflydelse på mit humør. Men jeg tænkte jeg ville skrive lidt om, hvordan min hverdag efterhånden er begyndt at se ud. Hvis man da kan kalde det hverdag. Efter næsten 3 måneder hernede begynder jeg efterhånden at føle mig hjemme og holder meget af Melbourne og stemningen her. Mange steder kan sammenlignes med København, selvom Melbourne er meget større. Jeg er flyttet ind i et værelse i Clifton Hill, som er et meget stille og roligt kvarter, med masser af victorianske byhuse, en café, parkområde, og gode indkøbsmuligheder i nærheden. Melbourne er meget præget af den victorianske byggestil, som er kendetegnet med en lille forhave indhegnet af dekorativt gitter og en lille baghave. Nogle huse er i to plan andre kun i et. De fleste huse er smalle og ligger helt tæt op ad hinanden, som giver det meget en rækkehusfølelse. De fleste huse er velegnede til at dele mellem flere lejere, således at hver har sit værelse og fælles køkken, bad og stue. Mange australiere bor sådan i mange år, før de beslutter at blive gift, købe hus og få børn. Det hører til sjældenhederne at bo alene i en mindre lejlighed, dels fordi det ikke rigtigt findes, og dels fordi det er meget dyrt. Man giver typisk 150-200$ om ugen for at leje et værelse i et sådan byhus, hvilket svarer til omkring 2600-4500 kr. om måneden. Nogle værelser er møblerede og andre ikke. I mit tilfælde giver jeg 130$ om ugen for et meget lille værelse i dårlig stand og uden møblering. Hvilket i virkeligheden nok var et dårligt valg, idet jeg pt sover på en luftmadras som bliver flad i løbet natten. Ikke helt optimalt. Til gengæld er Justin og Alex, en gut på 35 og en pige på 26, som jeg bor med, supersøde og meget hyggelige at hænge ud med. Til tider bliver til lidt for mange VB's om aftenen inden sengetid, men hvad. Det meste af min tid går med at søge arbejde og socialisere. Typisk står jeg op omkring 9-10 tiden, med mindre jeg har et møde, så er jeg gerne oppe ved 7-8 tiden. Hvis ikke jeg har planer, tager jeg som regel ind til CBD (Central Business District- aka Centrum) for at gå på biblioteket og benytte deres gratis internet. Jeg har købt en usb modem, men internet hernede er simpelthen så dyrt. Man betaler for data og ikke båndbredde og jeg bruger typisk 500-600 kr. om måneden bare på det. Så derfor gælder det om at benytte de gratis glæder. Hvis man er heldig, er det IKKE en facist som står vagt, og mener at man skal putte alle sine ting i de aflåste skabe inden man går ind. I så fald er man ( jeg) gået forgæves og jeg kan jo ligesom ikke rigtigt arbejde uden min computer mm. Det meste af dagen bruger jeg på at få fat på folk på diverse magasiner, fotografer, agentbureauer mm. Besvare mails, og sende nye opfordringer og cv'er ud. Efterhånden som tiden går, bruger jeg nu mere og mere den tid på at søge jobs på nettet, skrive ansøgninger og ringe til folk, for at følge op. Alting går meget langsomt hernede, og det begynder at blive mere og mere tydeligt at de ikke arbejder ligeså effektivt og hurtigt, som vi gør hjemme i Danmark. Desuden er jeg jo et utålmodigt menneske, og hvis der er noget jeg hader, så er det at vente. Men der går meget tid med det. Tålmodighed er en dyd jeg må lære at udvikle. Til tider er jeg heldig at få et møde og hvis jeg er meget heldig bliver jeg ringet op. I starten da jeg lige var kommet herned, var jeg meget ivrig og entusiastisk, med masser af gåpå mod, men efterhånden som jeg bliver ved med at løbe panden mod muren, har jeg mistet meget af gejsten. Det bliver mere og mere åbenlyst for mig, at jeg for det første mangler erfaring og for det andet ikke har finanser til at skyde de jobs som jeg er god til. Mest af alt fordi jeg endnu ikke har det udstyr, som det kræves. Desuden begynder jeg efterhånden også at mærke at finanskrisen har haft sin indflydelse. Jeg har i 4 uger ikke hørt fra en eneste fotograf, som har brug for assitenthjælp, og det virker i det hele taget også som at de heller ikke har supermeget at lave. De fleste mennesker hernede, er meget søde, og yderst villige til at hjælpe. Man skal bare vide at det ofte bare er tomme ord, for at få en ud af røret, så de kan komme videre. Mange af de fotografer jeg har mødt, og også agenter, stiller spørgsmålstegn ved at jeg stadig er villig til at assistere. De synes jeg er overkvalificeret og siger at jeg bare skal komme igang med at finde mine egne kunder. Det er jo i for sig også rigtigt. I virkeligheden er jeg jo ikke interesseret i at blive ved med at assistere, men faktum er at jeg har behov for at tjene penge til at leve for. Det har klart vist sig at være lettere sagt end gjort. I øjeblikket føler jeg mig fanget imellem to fronter. På den ene side er jeg overkvalificeret til assistentarbejde og på den anden er min portfolio stadig ikke stærk nok, til at jeg kan få kunder, ifølge de agenter jeg har talt med. Så nu er jeg begyndt at søge andre jobs. Slavejobs. Deltidsjobs i andre brancher. Bare så jeg kan få smør på mit brød. Det føles underligt at gå fra et ret så velbetalt job og en beskyttet tilværelse i Danmark, til faktisk at have svært ved at få selv de simpleste job på den anden side af jorden. Mit selvværd lider under det og jeg begynder efterhånden at føle mig ret så uduelig. Men der er intet andet at gøre, end at blive ved. Et andet aspekt af livet her i Australien, er at få en omgangskreds. Det er faktisk gået rigtigt fortrineligt og jeg er blevet meget gode venner med den tyske pige Catrin, som jeg mødte på hostelet i Fitzroy. Hvis jeg ellers er i Melbourne og vi begge har tid, mødes vi gerne når hun har fri fra arbejde og jeg er færdig med mine møder og jobsøgnings sceancer. Så går vi ud og spiser, og snakker om hvor mærkeligt det er at være i Australien, og hvor meget anderledes tingene bliver gjort her, i forhold til i Europa. Det er forholdsvis billigt at spise ude og kan nærmest bedre svare sig, end at starte med at bygge et helt nyt forråd af råvarer op. De fleste ting hernede koster det samme som hjemme, bortset fra tøj, som er billigt, og som før nævnt at spise ude. Desuden ses jeg stadig med Nicole og Caroline, pigerne jeg coutchsurfede med og ind imellem med den engelske gut Will, som jeg også mødte på hostelet i Fitzroy. Efterhånden har jeg været i Sydney 3 gange til møder og jobsamtaler. Det er altsammen gået godt, men stadig ikke godt nok til at noget har båret frugt. Når jeg er der, hænger jeg ud med Thor, min danske kammerat, Jessica, min danske venindes veninde, og Amanda, som jeg også mødte på hostlet i Fitzroy. Så alt i alt, synes jeg jo at jeg har fået en god, lille omgangskreds af søde folk, som bare er fede at hænge ud med, og som alle er potentielle venner for livet. Når alt kommer til alt, er jeg stadig meget glad for at jeg tog afsted, også selvom at det lige nu er rigtig meget hårdere end jeg havde forventet. Det at jeg har mødt Jarrod, gør jo også en stor forskel, og han er i det hele taget bare en god støtte og en fantastisk fyr, som bare ønsker at jeg er glad og vil gøre hvad som helst for at hjælpe med at nå det mål. Derfor har jeg også besluttet at denne uge, indtil videre er sidste chance for Australien, i denne omgang. Hvis ikke jeg får noget positivt feedback på de ansøgninger jeg har ude nu, tager jeg tilbage til Auckland, for at være sammen med ham. Planen er at finde et slavejob, som er forholdsvis nemt at arbejde med, i et par måneder, tjene lidt penge og prøve at spare lidt op, til at klø videre på efter nytår. Jeg har ikke givet op med at skaffe kunder her i Australien endnu, men jeg har desperat behov for at tjene penge, og hvis jeg alligevel skal arbejde et slavejob et stykke tid, kan jeg ligeså godt gøre det derovre, og være lidt sammen med ham.

The honeymoon

Wed, 21 Oct 2009 04:05 +1300

Kære dagbog Tiden flyver afsted, og selvom jeg kun har været væk i 2 1/2 måned, føles det somom jeg har været her i et halvt år. Der sker hele tiden nye ting, og alting tager en ny drejning hver dag. Det er svært at tage de rigtige beslutninger og samtidig koncentrere mig om også at få taget nogle billeder. Min telefon har været meget stille, siden jeg kom tilbage fra Byron Bay og Brisbane, selvom jeg har brugt meget energi på fortsat at få nye kontakter i branchen. Det mærkes tydeligt at finanskrisen har sin indflydelse på reklamebranchen her. De fotografer jeg indtil videre har været i kontakt med og arbejdet for hist og pist, siger alle at de gerne vil bruge mig igen, og helt sikkert vil ringe når der kommer nye jobs ind. Men ja, der er meget stille, så det virker somom de heller ikke har så meget at lave. Derfor er jeg begyndt at kigge rundt efter andre mulige jobs i hjørner af branchen som jeg ikke før har villet arbejde i. Har søgt masser af permanente jobs, men manglen på feedback, runger højlydt. Jeg bliver rastløs af at vente, og tager derfor hele tiden nye beslutninger om at gøre noget, for at få tingene til at ske, i stedet for bare at glo ud i luften. En helt anden faktor meldte sig jo pludselig også på banen, og som du måske har regnet ud og læst via facebook, har jeg været i New Zealand i 10 dage, for at besøge Jarrod. Det har været helt fantastisk og NZ er meget smukt. Jarrod har behandlet mig som en prinsesse og vi har det i hele taget bare godt sammen, så ja officielt set er jeg nu med kæreste. Jeg ved du er nysgerrig for at høre hvad han er for en fisk, og Pia, jeg kan afsløre at han rent faktisk kan surfe, og har tilbudt at give mig privatundervisning. Desuden synger han i et rockband på nippet til gennembrud og pladekontrakt i NZ. I mellemtiden arbejder han hårdt som sælger inden for IT rekrutering og han har givet mig masser af tips til salgsteknikker jeg kan bruge, for at sælge mig selv. Han har endda tilbudt at hjælpe med at booke møder til mig. Derudover er han bare sød, betænksom, romantisk og den perfekte gentleman, som betaler og holder døren. Mine anstrengelser for at kombinere mit besøg i Auckland med lidt arbejde, har desværre ikke båret frugt, men jeg har dog fået kontakt til et madmagasin i kiwiland, som er villig til et møde når jeg kommer tilbage dertil. I øjeblikket har jeg dog ikke planer om at slå mig ned derovre, idet New Zealand er et meget lille land, med færre indbyggere end i DK. Jeg tror ikke der er basis for en stor kundegruppe for mig på nuværende tidspunkt, og desuden føler jeg at det er for tidligt at give op i Australien. Så indtil videre har Jarrod og jeg besluttet at starte med et langdistanceforhold og se hvordan det går. På sigt er det muligt at jeg giver New Zealand en chance, men Jarrod har heller ikke udelukket at han er villig til at flytte til Australien, men det kommer også alt sammen an på hvordan det går med hans band. Dage og uger begynder så småt at flyde sammen i en stor pærevælling, men jeg mangler jo at fortælle om min tur til New Zealand, så jeg må nok hellere starte der. Jeg tog afsted fra Melbourne torsdag d. 8. oktober og landede i Auckland sent den torsdag aften, hvor Jarrod smilende tog imod mig med kys og kram i lufthavnen. Fredag tog han på arbejde, men hentede mig efterfølgende hos ham, for at køre nordøst på. Han havde lejet en lejlighed i byen, til hans forældre, så vi ku låne deres hus på landet, og bare slappe af og være alene. Dejligt idyllisk og romantisk, med rødvin og snak til langt ud på natten foran pejsen. I virkeligheden er der ikke så meget at forælle om det, for vi havde bare brug for at slappe af og lære hinanden bedre at kende. Allerede søndag fik jeg æren af at hilse på hele hans pukkelryggede familie, med 2 søskende, tilhørende kærester, nevø'er og niecer og selvfølgelig Jarrods forældre. Lidt af en stor mundfuld, så vi pakkede hurtigt vores sager, for at køre en tur, så han ku vise mig lidt af det smukke landskab og kysten. Efterfølgende kørte vi tilbage til Auckland for at indlogere os i en lejlighed som Jarrod havde lejet, så vi fortsat kunne være alene. Han bor til leje hos en ung pige med to børn, og mente at det ville være lidt for crowded for mig, men jeg tror ligeså meget at han bare gerne ville have mig for sig selv. Desværre skulle Jarrod arbejde i alle hverdagene, men det gav mig heldigvis noget tid for mig selv og ro til fortsat at arbejde på mine kontakter i Australien. Tirsdag aften skulle han øve med sit band, og ville gerne hvis jeg kunne lave nogle billeder af dem i øvelokalet imens, så de har lidt materiale til MySpace, Facebook, etc. Resten af ugens aftner er bare gået med at spise ude, snakke og hygge. Indrømmet, vi har ikke fået sovet så meget, og stakkels Jarrod har været max træt og ukoncentreret på sit arbejde. Fredag aften tog vi igen op til hans forældre, da de gerne ville have en chance for at hilse lidt nærmere på mig, hvilket faktisk var ret så hyggeligt. Jeg var dog noget nervøs og formåede da også at gøre mig selv pinligt bemærket ved at konsumere en hel flaske hvidvin selv. Planen var lørdag at tage til Waiheke Island, som er en ø ikke så langt fra Auckland. Desværre havde vejret hele ugen været ret så skidt, så vi besluttede istedet at køre lidt sydpå, til Piha som er et helt fantastisk sted ved kysten. To timers kørsel fra byen igennem bjerge og regnskov, ligger dette lille surfparadis, med smuk smuk natur og strand med sort sand. Selve Auckland og nærområdet er ikke superspændende, selvom jeg er meget vild med tårnet i byen (minder lidt om Fernsehturm i Berlin), men denne lille plet er bestemt et sted jeg godt kunne se mig selv bosætte mig i. Om ikke andet for et stykke tid, så Jarrod har lovet at vi kan leje en hytte der, et par dage til sommer. Surfe, gå ture i det sorte sand, holde i hånd og se solen gå ned. Paradis. 10 dage går meget hurtigt når man har det godt med hinanden, men jeg måtte jo tilbage, for at fortsætte med at finde arbejde i Australien. Heldigvis havde jeg fået lagt an til 3 møder i denne uge, så jeg skulle starte helt forfra, når jeg kom tilbage. Søndag morgen alt alt for tidligt skulle vi op, men vågnede alt alt for sent. Heldivis nåede jeg lige på nippet mit fly, og stod tilbage i Melbourne kl. 9 om morgenen og savnede ham allerede helt vildt. Utroligt hvordan nogle ting bare lige pludseligt gå meget meget hurtigt. Det føles somom vi har kendt hinanden meget længere, men det føles bare godt og rigtigt. Meget af det fordi vi har samme værdier, og ambitioner om at nå vores mål. Det føles fantastisk endelig at modtage noget omsorg på den konto og for engangs skyld at følelserne går begge veje. Jeg har ikke haft det sådan siden jeg mødte Martin for gud ved hvor lang tid siden. 6-7 år tror jeg. Nu er jeg, som sagt tilbage i Melbourne og vi savner hinanden vildt, men må holde ud og vente på en mulighed for ham, til at komme og besøge mig her. Snart! I søndags, straks efter jeg var landet i lufthavnen, tog jeg til Clifton Hill, en bydel i Melbourne, for at mødes med Alex, en af Nicoles veninder, som har et værelse til leje. Jeg var træt og selvom huset er en smule smadret, og værelset meget lille, er det også billigt, så jeg sagde ja, og "flyttede" ind med det samme. Igår mandag, var det på den igen med telefonen for at få booket de potentielle møder. Mens jeg var i NZ blev jeg ringet op af en fotograf, som manglede en assitent, og vi aftalte at jeg skulle vende tilbage til ham, straks jeg var tilbage i Australien, så det var det allerførste jeg gjorde igår da jeg vågnede. Det viser sig at han har et stort studie i Sydney og mangler en fast assitent/ retoucher. Lidt besværligt idet jeg jo lige har lejet et værelse i Melbourne, men jeg har aftalt med fotografen at tage til Sydney og holde møde med ham på torsdag. Hvis jeg får det, hvilket jeg virkelig virkelig håber, så må jeg flytte derop. Gør mig nu heller ikke så meget, selvom jeg klart synes bedre om Melbourne, og jo allerede har fået en omgangskreds her. Men arbejde og penge er vigtigst lige nu, da jeg jo praktisk taget er på randen til bankerot. Desuden har jeg aftalt et møde med Pacific Magazines, også torsdag i Sydney. Igen en af Nicoles venner. Det viser sig mere og mere, hvor vigtigt det er at have sine kontakter i orden og bare sørge for at kende en masse folk. Det nemmeste er klart at få møder den vej igennem. Det sidste potentielle møde, er med et agentbureau, som har indvilliget i at kigge min mappe igennem og komme med lidt feedback. Men det må nok vente lidt, idet de kun har tid fredag i denne uge, og jeg planlægger at blive i Sydney weekenden over. Alt kommer an på hvordan det går med fotografen på torsdag. Jeg håber virkelig meget at han siger at jeg kan starte med det samme. Men realistisk set ved jeg også godt at det nok ikke er tilfældet. Alting tager meget lang tid hernede og folk arbejder slet ikke i samme tempo og lige så effektivt som hjemme. Det er meget frustrerende, men der er ikke så meget andet at gøre, end at grave tålmodigheden frem og bare vente og holde ud. Apropos vente, så er der stadig intet nyt fra Donna. Jeg ved de vender tilbage, men der er ikke mere jeg kan gøre nu. Har jo heller ikke lyst til at virke alt for desperat og irriterende. Jeg tror på at det hele nok skal lykkedes og alting har sin årsag. The force is strong in this one!

Love is in the air

Sun, 04 Oct 2009 03:36 +1300

Kære dagbog Undskyld jeg har været så dårlig til at update, men der er sket virkelig meget, og jeg har været meget uden for internet rækkevidde. Jeg er tilbage i Melbourne, og det begynder så småt at føles som hjem. Selvom jeg ikke har mit eget sted endnu, er det dejligt med følelsen af en fast base. Mine dage i Byron Bay har været helt fantastiske og lige hvad jeg havde brug for. Da jeg kom derop lørdag i forrige uge, var jeg virkelig ikke meget værd. Var helt nede og vende, og kunne slet ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne blive glad igen, og hvordan mine drømme skulle blive opfyldt. Men nu er jeg på den anden side og er meget glad for at jeg tog derop, selvom jeg faktisk missede et assijob den lørdag. Byron Bay er en rigtig ferieby ved vandet, og filosofien handler mest om at slappe af, surfe og have det sjovt. Der er en dejlig laid back feeling og masser af vibe. Kan forestille mig at det kan være ulideligt crowded om sommeren, men her er jo forår nu, så alt var lige tilpas. På det totalt hippieagtige hostel mødte jeg på mit værelse to meget unge tyske tøser, som umiddelbart virkede stille og rolige, men som hurtigt viste sig at være nogle rigtige festaber. Det var umuligt at få lidt tid alene, og de forsøgte alt hvad de kunne at få mig i bedre humør og være social med dem. Så jeg drak et par øl med dem, både lørdag, søndag og mandag, men forsøgte alligevel at holde lidt igen med den vilde druk. Havde jo også behov for at slappe af og tænke tingene igennem og ikke bare glemme det hele i alkoholtåger. Tirsdag skulle de tyske tøser rejse videre til Brisbane og jeg begyndte på 3 dages surfundervisning, men var tæt på at give op pga mit dårlige humør og manglende selvtillid. Heldivis viste det sig at være sjov alligevel og jeg kom da også op at stå på boardet en enkelt gang. Men puh, hvor er det en hård og svær sport. Det ser så nemt ud, men det er det ikke, skal jeg hilse og sige. Efter surf var jeg utrolig træt og smadret, og havde allermest lyst til at hoppe i køjen tidligt, men fik alligevel, efter et bad, trukket mig selv op. Tvang mig selv til at gå ud i fællesområdet og snakke lidt med folk og prøve at få mig selv lidt mere i ferie/rejse/backpackermode. Lykkedes meget godt og faldt i snak med to søde fyre, Tom og Jarrod, og Toms polske kæreste. Før jeg havde set mig om havde de slæbt mig med i byen i klipklappere for at danse på bordene på Byron Bays mest Crazy Daisy agtige diskotek. Dig som kender mig godt, ved at jeg ALDRIG danser, men foretrækker at hænge et sted med øl og bare snakke. Men Jarrod fik nu alligevel på forunderlig maner lokket mig og der var virkelig noget i luften. Jeg skal spare dig for de slibrige detaljer, men lad os bare sige at jeg var meget træt og tømmermændsplaget da jeg sagde farvel til Jarrod onsdag morgen, hvor han skulle videre til Brisbane og jeg skulle surfe. Inden surf kunne jeg dog lige nå 2 timers søvn, og smed tøj og klipklappere og hoppede i køjen. Da jeg vågnede var jeg endnu mere træt og kunne ikke finde mine klipklappere. Skulle jo bruge dem. Man kan jo ikke tage på stranden og surfe uden klipklappere. De eneste klipklappere på værelset var størrelse 40, og mine fødder er altså str. 36. Tænkte at de nye piger som havde tjekket ind torsdag, måske havde taget fejl af deres og var kommet til at tage mine på istedet. Men havde ikke tid til at lede videre så jeg tog afsted til surf uden. Superdejligt, på trods af sandstormen, som du måske har hørt lidt om i nyhederne hjemme. Vi havde en rigtig god instruktør den dag, og lige som jeg var på nippet til at give op, kom han mig til undsætning og lovede mig at han skulle hjælpe mig med at komme op på det board inden dagen var omme. Som sagt så gjort og jeg stod perfekt i ca. 15 sekunder. Fantastisk følelse efter så lang tids slid, og når man havner i vandet, så vil man bare gøre alt for at prøve det igen og igen og igen. Da jeg kom tilbage til hostlet var jeg bare supertræt, brugt og ødelagt. Men glad. Meget glad faktisk. Fik en sms fra Jarrod, at de var taget til Stradbroke Island ud for Brisbanes kyst, og at jeg meget gerne måtte følge efter, og støde til når jeg skulle tjekke ud fra Byron Bay fredag. Sagde jeg ville tænke over det. Ville jo heller ikke virke alt for ivrig... Spurgte ham i øvrigt om jeg måske havde forbyttet mine klipklappere med hans, idet jeg stadig ikke kunne finde dem. Men han havde sine og de nye piger på mit værelse havde ikke set skyggen af dem heller. Meget meget mærkeligt, og mysteriet er stadig ikke opklaret. Hvordan kan et par klipklappere som jeg har haft på siden jeg har været i bad, til jeg gik i seng, pludselig vokse fra en str. 36 til en str. 40 på to timer, mens jeg sover? De bor og lever en anden dimension i et parrallelt univers måske. Gik tidligt i seng onsdag aften. Var bare træt og min krop var totalt ødelagt. Havde ondt i alle muskler, blå mærker overalt og hudafskrabninger på begge knæer efter at surfe. Men torsdag morgen skulle det vise sig bare at være endnu værre. Havde meget svært ved at overskue mere surf, og fortrød faktisk lidt at jeg havde booket 3 dage i streg. Det var ellers perfekt surfvejr, med god vind og høj sol, men jeg var for træt. Kom aldrig op at stå på boardet den dag men på trods af det, har det været en superfed oplevelse og det er bestemt noget som jeg vil prøve af igen. Kunne være fedt at blive god, selvom udsigterne til det, godtnok er meget meget lange. Svært men sjovt. Og endnu en ting på listen over musthave Ozzieoplevelser jeg kan krydse af. Jeg undskylder, men der er bare så meget at fortælle, og jeg vil jo gerne have det hele med. Jeg håber ikke du er blevet træt, men hvis du er, er det okay at holde en pause, og komme tilbage. Men du må love mig at læse resten, for det er nu det bedste kommer... Besluttede torsdag at jeg ville tage til Stradbroke og mødes med Jarrod, Tom og Toms kæreste igen. Men altså mest for at mødes med Jarrod, men det har du nok regnet ud. Så jeg bookede en billet til Brisbane, og sendte ham en sms at jeg ville komme. Fredag kl. 13 var jeg nået til Brisbane, og havde stadig ikke hørt fra ham. Følte mig noget dum og på herrens mark, men det er jo så typisk mig. Bare at gøre hvad mit hjerte føler for og ikke rigtigt tænke på om det kommer til at gøre av. Men der var ikke så meget andet at gøre, end at finde et ledigt hostel, og en billig flybillet tilbage til Melbourne el. Sydney så snart som muligt. Hostel først. På mystisk vis var alt på Stradbroke Island og i hele Brisbane fuldt booket, så jeg havnede på det eneste ledige hostel i miles omkreds, helt ude i forstaden Manly. En lille soveby med en yaghthavn. Skal ellers lige love for at jeg var kommet til verdens mest gudsforladte hostel, og tænkte endnu engang over, hvad i alverden jeg havde rodet mig ud i. Bedst som jeg havde tjekket ind ringede Jarrod. Han havde været uden telefonforbindelse i to dage og været helt desperat for at kunne få fat i mig. Da det så heldigvis lykkedes var det jo desværre lidt for sent. Men de ville være tilbage i Brisbane dagen efter, så jeg måtte bare få fredagen til at gå så hurtigt som muligt, så jeg kunne komme til at se ham igen. På det gudsforladte hostel rendte jeg ind i den alletiders klassiske redneck hillbilly, som du har spået jeg ville møde. Han var ikke bleg for at drikke et par øl og ej heller bleg for at lade mig vide, at der ikke var noget han hellere ville, end at komme en tur i kanen med mig. Tak for kaffe siger jeg bare. Normalt får jeg den ikke servert helt så direkte som han valgte at melde ud. Men heldigvis havde han da masser af charme i ærmet, til at få halet mig ind. Jeg kan lige lave en liste over hans allerbedste kvaliteter... Pensioneret, 29årig-men ligner 45, elsker at have en joint i den ene hånd og en bajer i den anden, skilt og sidst men ikke mindst dømt for 2 væbnede bankrøverier! Valgte at tage det i stiv arm og nøjes med at tæve ham i pool og forklare ham at han godt kunne glemme alt om nogensinde at komme i nærheden af tættere på end en meter. Heldigvis tog han det pænt og forsøgte at undskylde sig med at han forresten også følte sig frelst af Gud og foretrak at gå i kirke om søndagen! Hvis du synes han lyder slem, så kan jeg afsløre at resten af forsamlingen på hostlet ikke var meget bedre, og jeg kunne ikke vente med at komme væk derfra. Desværre var alt jo totalt booket ud andre steder, og jeg var alligevel for nærrig til at betale 1000 kr. for at overnatte på hotel. Så jeg bed det i mig, og håbede på det bedste. Heldigvis skete der ikke noget. De lod mig være i fred resten af tiden jeg var der. Endelig blev det lørdag aften, og jeg havde aftalt med Jarrod at gå ud og spise og drikke en øl el. to et sted. Faktisk havde jeg regnet med at han havde Tom og Toms kæreste Magda med idet han jo var på ferie med dem, men det var heldigvis bare os to. Her bliver det jo lidt svært at fortælle præcis hvad der skete. Det var nok mere en følelse vi begge havde, at det var mere end dejligt at ses igen, samtidigt med at vi begge var usikre på situationen. Men een ting er sikkert. Der er tale om mere end alm. god kemi. Senere mødtes vi dog med Tom, som bor i Brisbane og nogle af hans venner men selvom vi prøvede at være sociale med dem, var det nok bare tydeligt for det fleste hvar der var ved at ske. Desværre måtte jeg sige farvel til ham tidligt på natten og tage tilbage til det frygtelige hostel. Meget mod vores begges vilje, men Jarrod skulle meget tidligt op, og med en flyver hjem til Auckland, New Zealand næste morgen. Ja.... det er ham der er kiwi'en. Jeg ansøgte om working holiday visum i NZ straks jeg kom tilbage til hostlet, og fik en mail igår om at ansøgningen er gået igennem. Nu er det torsdag og jeg har talt med Jarrod på skype i en time idag. Han har skrevet en sang om mig! Ja, det lyder totalt klicheeagtigt, men det er nok noget nær det pæneste kompliment jeg nogensinde har fået. Og jeg kan ikke vente til at have råd til at flyve over og besøge ham. Helt kort her til sidst... Så tog jeg fra Brisbane til Sydney søndag og besøgte Jessica, som du nok husker (min danske venindes veninde), og mødtes med Amanda (Sydneypigen som jeg mødte på hostlet) mandag til middag. Og ja tirsdag tilbage til Melbourne, for at være klar til arbejde onsdag. Folk er så småt begyndt at ringe, og jeg har fået ny energi til at klø videre på. Jeg er slet slet ikke klar på at tage hjem og vil bare så gerne at det hele skal lykkedes. Jeg ved at du måske tænker det er en stor mundfuld nu, i forhold til Jarrod i New Zealand især fordi jeg jo ikke kender ham særligt godt. Men det føles bare meget rigtigt, og jeg fortjener den følelse jeg har når jeg er sammen med ham. Og nej, jeg har ikke planer om at flytte til NZ bare sådan lige. I første omgang bliver det nok en uge. Vil prøve at kombinere det med nogle møder og planlægge nogle shoots til stock derovre. Men jeg vil også gerne tilbage til Melbourne og arbejde videre på de frø som jeg har sået her. Det går stadig langsomt, men lidt sker der da, selvom penge bliver mere og mere et problem. Men regningerne i DK for oktober er betalt, så nu handler det bare om at tjene til næste måned og jeg er indstillet på at måtte finde arbejde inden for en anden genre, bare for et stykke tid, for at kunne skrabe nok penge sammen. Men hvis det er det som skal til, for at jeg kan blive, så må det være sådan. Og ja kald mig bare ustabil, men ligenu er jeg meget meget glad lige så glad som jeg var ked af det for 2 uger siden. Se det er hvad sol og omsorg kan gøre for en.